However, on Tuesday night, the acclaimed Danish organist Ulrik Spang-Hanssen presented an entire programme of music by the great Danish/German composer Dietrich Buxtehude (1637-1707), and proved yet again the worthiness and value of this wonderful instrument. There can tend to be a sameness about one-composer recitals: same sound-world, same style, similar stop selections, same structures. Not so tonight. This concert demonstrated that the energetic creativity and propulsive verve of the composer, the ability and imagination of the organist and the unimaginable flexibility of this incredible instrument combined to offer a rare and thrilling experience.

(University of Aberdeen Homepage,)

Der er ingen, som i den grad har vist barokmusikkens fantasirigdom og opfindsomhed som Ulrik Spang-Hanssen, som samtidig er en fin jazzmusiker. Hans indspilninger med Buxtehudes samlede orgelværker er fuldstændig unik. Det er en nyopdagelse af, hvad denne musik handler om.

(Randers Amtsavis,)

(Om USHs indspilning af Bach/Vivaldi koncerterne): Da geht aber dann richtig die Post ab! Hier zuzuhören macht richtig Spass, ”geht ’runter wie Öl” und mach süchtig.

(Alle Musik Aktuell)

Samtidig giver de hurtige tempi Spang-Hanssen udløb for sit meget kropslige musikerskab. Ikke for ingenting er han også jazzpianist. Hans spil har en medrivende energi – også i de par stykker, der med strålende pleno-klang skrider mere behersket frem – og som få får han orglet til at swinge. Den spændstige rytmik underbygges effektfuldt af talrige frie forsiringer eller pedalets blødt gyngende slagbas. Sats efter sats lyser af smittende glæde.

(Politiken)

Ulrik Spang-Hanssen är en benådad musikant (förutom organist är han också en framstående jazzpianist) som tager väl vara på alla konstgrepp i ”Stylus Phantasticus”. Vist finns det frågetecken kring vissa tolkningar. Tempi og registraringar är ibland mycket okonventionella, men alla orglarna klingar var för sig ypperligt och som lyssnare har man definitivt inte tråkigt i sällskap med Ulrik Spang-Hanssen och Mäster Diedrich.

(Orgelforum)

Ulrik Spang-Hanssens navn er med fed skrift tegnet ind i dansk musikinterpretation med Buxtehudes samlede orgelværker.

(Kristeligt Dagblad)

Ulrik Spang-Hanssen hører til inderkredsen af kernen af eliten af de bedste danske orgelspillere, og med liv og fornøjelse dyrker han meget forskellige specialer.

(Kristeligt dagblad)

... en yderligt subjektiv, legende og poetiserende musiker og en udpræget retorisk opfattelse af musikken. Det er spil på nervespidserne, dristigt, vitalt og storslået visionært.

(Politiken)

Spang-Hanssen plays with verve, control, articulation and imaginative ornamentation.

(The Organists Review)

Han går gerne til ydergrænser kan han være mere fanden-i-voldsk end normalt er for kirkemusik. Dog spiller han også med varme og inderlighed, altid med en vibrerende musikalsk nerve.

(Fyens Stiftstidende)

Exécution spectaculaire, débordante de vie, pleine de densité spirituelle servie par une technique hors paire: rien de rigide, d’emprunté; und toucher toujours sensible rendant superbement le sens de la musique primesautière du maître de Lübeck.

(L’Orgue Francophone)

Ulrik Spang-Hanssens playing overcomes any potential worries about hearing Buxtehude other than on a North German organ. He has a real sense of rhythmic vitality. His interest in jazz piano adds a stylistic zest to the great stylus phantasticus toccatas.

(Early Music Review)

Spang-Hanssen relishes the opportunity for free shaping of melodic and rhythmic ideas. He enlivens the musical line, often too imperturbable and stoic in the hands of other organists. To wit, some movements amount to unbridled jazz. The florid cantus firmus of the Es spricht der unweisen Mund wohl could easily pass for a Thelonius Monk riff or an Ella Fitzgerald scat solo, such are its swing and wightlessness.

(Fanfare)

Og slutningen er helt uforglemmelig: Carl Nielsens store »Commotio«. De vældige piber ryster det gamle gudshus helt op til dronning Elizabeth IIs stol. Men samtidig får Spang-Hanssen sat selv det mindste pip på rette plads. Har man hørt den flottere?

(Berlingske Tidende)